Rummene forandres løbende med udgangspunkt i børnenes interesser, behov og alder. Her nyder børnehavegrupper specielt gavn af den aldersopdeling, som vi har valgt på de tre stuer.
Rummene skal være gode læringsmiljøer, hvor børnene kan tilegne sig viden gennem forskning, eksperimenter, samarbejde og meningsfyldt helhed. Derfor skal vi skal være særligt opmærksomme på, hvordan rummene er indrettet.
I børnehaven bliver stuerne benyttet til forskellige kreative aktiviteter, som kan blive stående dag for dag. Dette er muligt, fordi en del af børnehavebørnene spiser i alrummet.
Materialer og legetøj
Vi er opmærksomme på, at det legetøj og de materialer, vi anvender, ikke alle har en ”låst funktion”; vi har helt almindelige dukker og legoklodser, malebøger, biler, spil og puslespil, men vi har også pap- og plastrør, tæpperester, forskellige klodser store og små træstykker, mursten, skumgummi og flamingo. Derudover henter vi også naturmaterialer. Mange af vores materialer har således ikke en på forhånd givet anvendelse, men taler i højere grad til den enkeltes kreativitet.
Atelier
I år 2002 byggede vi et atelier, som er en central del af fællesrummet. I atelieret er der mulighed for at fordybe sig i forskellige materialers muligheder. I atelieret kan du også se børnenes kreative arbejde udstillet i glasmontrer.
Rummet bruges til en lille gruppe børn med en voksen på sidelinjen.
I vores Ateliér har vi mange ReMida-materialer. ReMida-materialer er udvalgte overskudsmaterialer og fejlproduktioner fra forskellige fabrikker, butikker og lignende, som vi kan anvende. Vi har valgt disse materialer, fordi vi har gjort os positive erfaringer om, hvordan materialerne påvirker og udvikler børnenes evne til at bruge hånd og hoved i samspil. Vi ser, hvordan materialerne sætter mange nye og anderledes overvejelser i gang hos børnene. Det er materialer, som kan forandres og anvendes på mange forskellige måder frem for færdig produceret legetøj.
Legeplads
Legepladsmiljøet er lige så stor en del af Midgaard som indemiljøet. Først og fremmest har det været vores intention at ”hente naturen ind” på legepladsen, og derfor har vi valgt at indrette den af naturens materialer. Vi har en dejlig legeplads, som er i stadig forandring – og som aldrig bliver erklæret færdig. Børn og voksne vil altid kunne præge udviklingen af den.
I 2009 renoverede vi legepladsen. Vi købte et klatretårn og trækar til vandleg.
I 2010 renoverede vi fodboldbanen, og vuggestuen fik en rutsjebane.
Børnehuset Midgaard
Vedøvej 5
8930 Randers NØ
Tlf.: 8915 9861
E-mail: midgaard@randers.dk
Vuggestuen
Rød: | 8915 9864 |
Gul: | 8915 9865 |
Børnehaven
Blå: | 8915 9863 |
Grøn: | 8915 9862 |
Orange: | 8915 9866 |
Åbningstider
Mandag - torsdag: | 06:30-16:45 |
Fredag: | 06:30-16:00 |
Daglige rutiner er med til at skabe tryghed og giver gode muligheder for læring for børnene. Vi ligger vægt på, at det er rart at blive modtaget i børnehaven, og at børn og forældre føler sig imødekommet og velkomne.
kl. 6.30 åbner Midgaard og mellem kl. 6.30 - 7.30 modtages alle børn og forældre i alrummet af vores faste morgenåbner Anni fra vuggestuen og en medarbejder fra børnehaven. Kl. 7.30 hvor vi går på stuerne og i gang med leg eller forskellige projektaktiviteter.
Vuggestuen
Der tages individuelle hensyn til specielt de allermindstes sove- og spisetider. For de flestes børns vedkommende er de ved 1-års-alderen parate til at følge den "almindelige" dagsrytme.
Kl. 07:30-08:00 hjælper børnene med at gøre stuen klar til dagens leg og aktiviteter.
Kl. 09:00 vil vi gerne, at alle børn er mødt ind. Vi får lidt at spise. Under måltidet får vi en lille snak om, hvem der er mødt, og hvorfor mon de andre er fraværende, om vejret, om hvilken dag det er, og hvad vi skal lave. Ofte fortsætter vi med en "samling" nede på gulvet, hvor vi synger, spiller eller lignende. På vores aktivitetstavler kan børnene visuelt følge med i dagens indhold.
Kl. 09:30 starter vi op med planlagte eller spontane aktiviteter. Det kan være projektarbejde, musik, bevægelse, kreativitet osv. Vi når også en tur udenfor hver formiddag - nogle på legepladsen og andre på en lille tur uden for institutionen.
Kl. 11:00 samles vi indenfor på hver stue. Børnene vasker fingre, tager hagesmæk på og sætter sig op til bordet. Imens er et par børn med en voksen ude i køkkenet for at hente rullebordet med maden på. Ventetiden ved bordet, indtil rullebordet ankommer på stuen, bruges til sang, historie eller måske en snak om de oplevelser og erfaringer, som børnene har gjort sig i løbet af formiddagen. De børn, som har hentet rullebordet, er også dem, som deler tallerkener, glas m.m. rundt på bordene. De voksne spiser (smager) med ved bordet som gode rollemodeller.
Efter spisning går, kravler, løftes alle børn på badeværelset for at vaskes lidt i ansigt og hænder. Nogle skal bare have en tør ble på, mens andre skal forsøge sig på det lille toilet eller på potten. Langt de fleste børn sover herefter en middagssøvn i en krybbe, barnevogn eller på en madras. De børn, som ikke sover, hjælper med at rydde op efter middagen, leger eller slapper af. De børn, som snart skal starte i børnehaven, kan også komme på besøg på den store legeplads.
Kl. 14:00 begynder børnene at komme op fra middagssøvnen. Vi spiser eftermiddagsmad, hygger, er på badeværelset og leger på stuen, i alrummet eller på legepladsen.
Kl. 16:00 samles alle "stuerne" i alrummet eller på legepladsen.
Børnehaven
Morgenmad
Har barnet behov for at spise morgenmad i børnehaven, gøres dette under hyggelige forhold i alrummet i tidsrummet fra kl. 06:30-07:30.
Der serveres havregryn/havregrød, corn flakes eller et surmælkeprodukt med müsli.
Formiddag
Kl. 07:30 er der mødt en medarbejder ind fra hver stue, og vi går på stuerne.
Kl. 09:00 vil vi gerne, at alle børn er mødt ind, fordi vi holder samling, som foregår stuevis inde på hver stue. Under samlingen vægter vi roen og fordybelsen og vil derfor ikke forstyrres unødvendigt udefra. Efter samling går børnene gerne i grupper, hvor de laver projekt, leger eller lignende.
Frokost
Børnene spiser sammen på deres stue fra kl. 11:00-12:00. Hver stue har deres rutiner i forbindelse med middagen; det være sig vaske hænder, dække bord, hente mad og lignende.
Har barnet i overgang fra vuggestue til børnehave behov for en middagslur, er det selvfølgelig muligt efter frokost.
Eftermiddag
Efter middagsmaden leger børnene inde eller ude.
I løbet af eftermiddagen hentes børnene. Vi tilstræber at sige ordentligt farvel til både børn og forældre og fortælle lidt, om hvordan dagen er gået. Det er vigtigt, at forældrene siger farvel til en personale, inden de forlader Midgaard igen.
Hvert andet år fortages der til- eller fravalg af forældrebetalt frokostordning i kommunale daginstitutioner. Valget forgår ved et simpelt flertal blandt indskrevne børns forældre, og flertallets beslutning er bindende for alle. Frokostordningen i Børnehuset Midgaard er tilvalgt for 2016 og 2017.
I Midgaard tilberedes alt maden af vores dygtige kok Allan. Midgaard har guldmærket i økologi og serverer sund og nærende kost i rette mængder, tilberedt af friske råvarer og med 90-100% af økologiske varer. Allan er ansat i dagtilbuddet med en koordinerende funktion mellem afdelingernes kostansvarlige og han udarbejder kostplaner gældende for alle dagtilbuddets afdelinger med frokostordning. Midgaards kostplan er tilgængelig på Tabulex uge for uge.
I Midgaard tilbyder vi fuld forplejning. Det betyder at børnene tilbydes morgenmad, formiddagshaps, frokost og eftermiddagsmad og vi tilbyder de børn, som bliver hentet efter 16:15 et stykke frugt og/eller brød.
2 gange om ugen tilbydes børnene et varmt frokostmåltid, 2 gange om ugen tilbydes rugbrød og varierende pålægsfade og 1 gang om ugen tilbydes suppe eller grød. Allan har fokus på at præsentere børnene for en bred vifte af madvarer der både udfordrer på smag, syn, duft og konsistens.
Gode kostvaner handler ikke kun om, hvad vi spiser, men også om kulturen omkring måltidet. Vi lægger derfor vægt på, at børnene indtager maden i en god atmosfære, hvor vi altid er fordelt i mindre grupper for at sikre ro og nærvær i situationen. Der er altid en voksen som rollemodel ved det pædagogiske måltid med fokus på børnenes mulighed for deltagelse, læring gennem hverdagshandlinger, madmod og meget andet.
Til fastelavn slår vi ”Katten af tønden” og får fastelavnsboller. Børnene kommer udklædte hjemmefra, og kun fantasien sætter grænser.
I maj/ juni måned inviterer vi til bedsteforældre-plantedag hvor vores legeplads pyntes fint op med blomster og planter børnene efterfølgende hjælper med at passe og pleje
I maj/ juni måned holder forældrene en dejlig sommerfest med forskellige aktiviteter og fællesspisning.
I juni laver hvert barn sin egen sommerferiemindeæske eller på anden vis forbereder at vi skal arbejde med sommerferieminder efter sommerferien.
I august/ september tager de børn, der skal i skole, på koloni. Kolonien foregår på Fjordcentret i Voer med sejltur på fjorden, fisketur i Vaders o.m.a. Vi er længe oppe om aftenen, og der er fællessang ved lejrbålet. Alt kan ske, og børnene er vilde med det. Kolonien afrundes med forældrekaffe på Fjordcentret.
Den sidste fredag i oktober holder forældrerådet Halloween med udklædning (valgfrit), græskarudskæring og fællesspisning.
Omkring 1. december holdes der julefest i Midgaard. Måske kommer julemanden på besøg – hvem ved? Helt sikkert er det, at vi mødes over et glas gløgg og æbleskiver, og så er der godter og lidt sundt til børnene og deres søskende.
Torsdag og fredag i den første uge i december inviteres børnenes bedsteforældre til julehygge i Midgaard. Stuerne omdannes til værksteder, hvor der er mulighed for at vokse æbler, lave juledekorationer, klippe julepynt, komme i julebio eller læse juleeventyr for børnene. Det er to gode dage, hvor bedsteforældrene kan se deres børnebørns institution. Der er også kaffe og kage – det er virkelig julehygge.
Tæt på juleferien inviterer personalet børnene til julefrokost. Vi dækker fine juleborde, og vi synger kendte julesange, inden vi kaster os over den lækre julemenu. Alle har festtøj på denne dag, og nissehuen er også med.
Tabulex
I Randers kommunes daginstitutioner benytter vi online kommunikations- og registreringsværktøjet Tabulex Børn.
Systemet giver overblik over alle de oplysninger, der knytter sig til børnene, herunder
- børnenes stamdata (adresser, telefonnumre, forældre- og søskenderelationer)
- hvilke børn har fri?
- hvilke børn er syge?
- hvem bliver børnene hentet af?
- hvornår bliver børnene hentet?
- beskeder mellem personale og forældre
Vi er glade for systemet, men for at det fungerer optimalt, har vi brug for forældrenes hjælp. Det er vigtigt, at I får udfyldt børnenes kontaktoplysninger korrekt og husker at rette dem ved ændringer. Det er i dette system via vores iPads, vi henter oplysninger, hvis vi skal i kontakt med jer. Vi har også brug for at kende barnets lægeoplysninger og information om medicin eller allergi.
Inde i systemet er oprettet en række tilladelser, som vi vil bede jer udfylde. F.eks. må jeres barn stå på legelister, må vi bruge billeder af jeres barn til dokumentation, er der særlige henteaftaler m.m.
Når jeres barn starter i Midgaard, modtager I en vejledning til at logge på Tabulex Børn, og vi står altid til rådighed, hvis I har brug for hjælp.
Forældreråd
Formålet med forældrerådet er at sikre forældrenes indflydelse på børnenes dagligdag i Midgaard, bl.a. ved at:
- være i dialog med dagtilbudsbestyrelsen om retningslinjer og principper i forhold til Midgaards dagligdag og komme med oplæg og tilbagemeldinger.
- samarbejde med personalet om emner fra dagligdagen i forbindelse med møder og arrangementer.
- arrangere sociale aktiviteter.
Forældrerådet i Midgaard har udarbejdet et årshjul med bl.a. sommerfest og julefest, to årlige arbejdsdage med fællesspisning og to fællesspisninger, der understøtter personalets årshjul (fastelavn og Halloween).
Forældrerådsmedlemmerne vælges for en periode på to år med mulighed for genvalg.
Der er mindst to årlige møder eller møder så ofte, som forældrerådet finder nødvendigt.
Midgaard er i dag en del af Dagtilbud Nordøst og har i fællesskab med dagtilbuddets øvrige afdelinger udarbejdet et overordnet værdisæt, en overordnet læringsforståelse, overordnede principper og faglige standarder, som alle kan findes her på hjemmesiden. Alle er i fin tråd med det, der altid har kendetegnet vores hus.
Tidligere var det inspirationen fra Reggio Emilia, der tegnede Midgaards tydelige profil, men i dag lader vi os i lige så høj grad inspirere mange steder fra, f.eks. dagtilbuddets øvrige afdelinger, nye kurser/uddannelse og ny forskning.
Menneskesynet og tilgangen til læring og udvikling er stadig omdrejningspunktet, og vi kan i dag kendes på et hus i konstant pædagogisk udvikling med et højt fagligt niveau og hele tiden med kerneopgaven ”det gode børneliv” - børns sundhed, læring, trivsel og udvikling - i fokus.
I Randers Kommune er der fælles feriepasning i dagtilbuddene i følgende perioder:
- Dagen efter Kristi Himmelfartsdag
- De tre dage før påske
- Grundlovsdag
- Perioden mellem jul og nytår (24. december er der lukket)
- Uge 29 og 30 i sommerferien
Byrådet har ifølge dagtilbudsloven pligt til at føre tilsyn med, hvordan dagtilbuddets opgaver bliver løst. I Randers Kommune varetages tilsynet af Børn og Skoleforvaltningen. Der føres tilsyn med hvert enkelt dagtilbud. Et dagtilbud er både en vuggestue, en børnehave eller en kombineret institution. Dagplejen udgør også et dagtilbud.
Tilsynet skal sikre, at der arbejdes efter dagtilbudslovens formål om at sikre alle børns, trivsel, læring og udvikling i et tæt samarbejde med forældrene. Samtidig skal tilsynet sikre, at dagtilbuddene lever op til lokale politikker og indsatser i Randers Kommune. Tilsynet er altså både i forhold til indholdet i dagtilbudet og på hvilken måde, opgaverne udføres.
Det pædagogiske tilsyn har dels et kontrolperspektiv og dels et udviklingsperspektiv.
I daginstitutionerne udføres tilsynet fortrinsvis af pædagogiske konsulenter fra forvaltningen. På tilsynsmøderne deltager både repræsentanter for forældre og medarbejdere.
Opsamling på pædagogisk tilsyn 2021 for alle dagtilbud og daginstitutioner i Randers Kommune.